Sagnet fortæller, at da den indiske præst Prajnatara døde, drog én af hans elever, en buddhistisk munk ved navn  Daruma Taishi (Bodhidharma) til Kina for at udbrede kendskabet til buddhismen. Dette skete ca. i år 517. Hans rejse førte ham til Shaolin-sze templet. Til Kina bragte Durama bl.a. yoga med sig . I Kina blev yoga kendt under navnet ”chàn” efter  det indiske ord for meditation ”Dhyanu”. Dette blev senere kendt i Japan under navnet ”Zen”.  
 

Bodhidharma
Det  fundamentale i Duramas filosofi var, at kroppen og sjælen var et. Det  krævede en ren sjæl og en god fysik, for at kunne forene krop og sjæl. Hans undervisning krævede meget af eleverne såvel fysisk som psykisk, og han fandt yderligere munkene i Shaolin- templet i så dårlig fysisk form, at de ikke kunne følge undervisningen. Derfor  introducerede han en række systematiserede fysiske øvelser, der fungerede som meditation og samtidig styrkede udøvernes  sjæl og krop. Disse øvelser blev grundlaget for  Shaolin boxing eller Shorin-ji Kempo, og herfra udsprang størstedelen af de kinesiske kampsystemer. 


Okinawa
Om systemernes videre udvikling, indtil disse dukkede op på Okinawa, vides meget lidt.  Okinawa er den største ø i en gruppe af øer ved navn Ryuku øerne. Okinawa er ca. 10 km bred og ca. 110 km lang. Øen ligger ca. 740 km øst for Kina og ca. 550 km syd for Japan. Med denne placering har den været et naturlig knudepunkt for handel mellem Kina, Japan, Indokina, Thailand, Malaysia, Borneo og Filippinerne.   

Sakugawa

Efterhånden udvikledes der to skoler ud fra de tre byer; Shorin-ryu (ryu = skole)  var en blanding af Shuri-te og Tomari-Te og Shorie-ryu blev betegnelse på det system man praktiserede i Naha. Dette skete i slutningen af det 19. århundrede. At stilarterne således fik navne og betegnelser har sikkert været medvirkende til, at formerne nu blev systematiserede.

"It is important to note, however, that the towns of Shuri, Tomari, Naha are only a few miles apart, and that the differences between their arts were essentially ones of emphasis, not of kind. Beneath these surface differences, both the methods and aims of all Okinawan karate are one in the same" (Howard, 1991).

Funakoshi

Systematiseringen af karate foregik primært under ledelse Yasutsune Itosu og Yasutsune Asato, der begge var elever af  Sokon ”Bushi” Matsumura.  


Karate kommer til Japan
Den første offentlige demonstration af karate i Japan foregik i Butoku-den i Kyoto i 1917 og Sensei Gishin Funakoshi var ansvarlig for denne demonstration. Funakoshi var elev af Yasutsune Itosu og Yasutsune Asato. Denne demonstration og andre lignende vakte interesse for karate i Japan. Da den Japanske kronprins Hirohito besøgte Okinawa i 1921  gav Funakoshi og hans elever desuden en opvisning i karate til ære for Kronprinsen. Hirohito blev så begejstret at han i 1922 inviterede Funakoshi til Japan for at give opvisning ved et atletikstævne. Sensei  Kano (grundlæggeren af Judo) inviterede også Funakoshi til at give en opvisning i den berømte Kodokan Dojo. Efter opvisningen, som Kano fandt meget imponerende, bad han Funakoshi om at blive i Tokyo for at undervise i Karate.

Karate havde dermed bredt sig fra Okinawa til Japan - de første skridt mod resten af verden var taget. Senere fulgte flere store mestre fra Okinawa til Japan for at undervise i deres respektive former for Karate.  

I dag eksisterer der 4 store stilarter inden for karate i Japan: Goju-ryu , Shito-ryu, Shotokan, and Wado-ryu.


De 4 hoved-stilarter

Goju-ryu 
Goju-ryu er udviklet ud fra Naha-te. Goju-ryu er den af de japanske stilarter, der tydeligst viser sin kinesiske oprindelse. Higoanna  (1853-1915) (billedet) åbnede en dojo i Naha, hvor han benyttede kataér fra Kina. En af hans elever var Chojun Miyagi (1888-1953). De studerede begge to forskellige former for kinesisk boksning : Shao Lin Chuan og Pa Kua. Miyagi kom i 1929 til Kyoto. Under navnet Goju-Ryu præsenterede Miyagi sin karate i 1930 ved Butoku-festen i Butoku-kan i Kyoto. 

Goju = hård-blød. Goju-Ryu lærer udøveren en særlig åndedrætsteknik til udvikling af stabilitet og kraft.


Shito-ryu 
Shito-ryu blev grundlagt i 1928 af Kenwa  Mabuni  (1889-1952) (billedet). Shito-Ryu var under direkte indflydelse af Naha-te og Shurit-te (Shorin-ryu og Shorie-ryu), idet Mabuni var elev under både Ankoh Itosu og Kanryo Higaonna. Navnet Shito-Ryu dannede han ud fra sine to mestres initialer. Mabuni underviste i Shito-ryu på Okinawa indtil 1929, hvorefter han flyttede til Osaka. Her fortsatte han med at undervise. 

Shito-ryu indeholder ca. 50 kataer og er karakteriseret ved fokus på kraften i teknikken.

 
Shotokan  
Shotokan blev grundlagt af Gishin Funakoshi i Tokyo i 1938. Funakoshi var elev under både Yasutsune Azato og Yasutsune Itosu - to af de allerstørste karatemestre på Okinawa. I 1936 i en alder af 70 år åbnede Funakoshi en dojo i Tokyo. I sin ungdom signerede han sine digte med pseudonymet  ”Shoto”, som betyder ”fyrretrækronens susen”. Over døren til dojoen hængte Funakoshi elever et skilt hvor der stod ”Shotokan” – Kan betyder hus. Shotokan blev navnet på den stilart Funakoshi grundlagde.

Shotokan kendetegnes ved kraftfulde lineære teknikker og dybe stillinger. Shotokan udgør ca. 80 % af al karate på verdensplan.
 

Wado-ryu
Wado-ryu blev grundlagt i 1939 af Hironori Ohtsuka. Ohtsuka var elev af både Funakoshi, Mabuni og Motobu. Han havde desuden studeret Shindo Yoshin-ryu jujutsu. I Wado-ryu kombinerede han Funakoshis lære med Jujutsu. Wado-ryu betyder fredens vej

Kara og Do

Ordet karate består af to tegn på Japansk, kara og te. Kara betød oprindeligt "fremmed", hvilket var ensbetydende med Kina. Tegnet kunne desuden også udtales "to" og symboliserede det kinesiske Tang dynasti (618-907). Det blev dog senere det alment brugte udtryk for Kina. Det andet tegn betød hånd, og kunne udtales enten ”te” eller ”de”.  Kara-te eller To-de kunne derfor oversættes med enten ”Kina hånd” eller "kunsten fra Kina".  Indtil  2. Verdens Krig brugte de fleste af Okinawas karatemestre udtrykket ”to-de” når de refererede til karate.

I bogen ”Karate Kumite” fra 1905 benyttede Hanachiro Chomo, en elev af Sokon ”Bushi” Matsumura, som den første* et andet tegn end tegnet for ”Kina” . Der var et udbredt ønske om at ændre betydningen af "kara". Ønsket opstod pga. de stærke nationale kræfter samt den anti-kinesiske holdning, som prægede Japan i begyndelse af d. 20. århundrede.  Man betragtede det for upassende og nedværdigende at benytte et tegn, der viste, at Kina var oprindelsesland for den krigskunst man betragtede som Japansk.   

Det nye tegn, som Chomo valgte at benytte, karakteriserede en selvforsvarsstil , hvor man kun benyttede sine ”tomme” hænder til at bekæmpe modstanderen.  Det nye tegn for ”kara” betød ”tom” og kunne udtales ”Ku” (eng: void) eller ”sora” (eng: sky). På den måde  repræsenterede ”kara” ikke kun det fysiske,  men  kom også til at omfatte en metafysisk del, dvs. ”et højere plan”. Dette stammer  fra et gammelt Mahayana Buddhistisk doktrin om objektivitet, åndelig frigørelse og en indre tomhed.

Man skulle frem til 1933 før dette nye tegn blev ratificeret i Japan. Dette blev gjort af Dai Nippon Butokukai (en officiel nedsat komite i Japan til varetagelse af den kulturelle arv indenfor ”combative” traditioner). Dette blev samtidig en anerkendelse af, at karate var blevet accepteret som en del af den moderne Budo i Japan. Først i  1936 blev det besluttet at skifte tegnet for ”Kina” ud med tegnet ”tom” på Okinawa.  Dette skete efter et stormøde i Naha mellem Okinawas karatemestre. Samtidig blev tegnet for ”jutsu” (i  karate-jutsu) skiftet ud med ”do” (billedet). Den store omvæltning Japansk kampkunst havde været igennem siden år 1600 resulterede i dette skift. Man ønskede ikke længere at signalere, at der var tale om egentlig krigskunst, men at den mentale udvikling var i fokus. Det samme var bl.a. sket for ju-jutsu og aiki-jutsu, som var blevet til ju-do og aiki-do. Ironisk nok vidner  ordet ”do” om den store gæld japansk kampsport har til kinesisk filosofi. Tegnet for ”do” udtales på mandarin ”dao” eller ”tao” og stammer fra Lao Zis (forfatter til ”Dao De Jing") Taoistiske filosofi. Den filosofiske betydning af ”do”  er en ”vej ” i livet eller den ”sti” man følger, når man søger f.eks. karatens mål om perfektion. Begrebet ”do” har været udbredt siden ca. 1663 hvor Teiunsoku skrev følgende i et digt:

                           ”No matter how you may excel in the art of te,
                            And in your scholastic endeuvors,
                            Nothing is more importent than your behavior,
                            And your humanity as observed in daily life.”

Med denne organisering og japanisering  af karate blev karate-do, som alle andre japanske kulturelle discipliner, endnu en måde at kultivere sit sind og søge  ”wa” (harmoni) på.

* Nogle kilder refererer til bogen ”Karate Soshu Hen” af Chomo Hanagi fra 1906 som det sted      
   hvor tegnet for "tom" figurerer første gang.